Vedtægter for Grundejerforeningen ”Villabyen Landlyst”

FORENINGEN HAR VEDTAGET NYE VEDTÆGTER I JUNI 2016 – DENNE SIDE ER UNDER OPDATERING

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er ”Villabyen Landlyst”, og dens hjemsted er København, Sundbyøster kvarter.

§ 2 Formål

Foreningens formål er at virke for et godt sammenhold i foreningen og at varetage medlemmernes interesser i alle fælles anliggender, herunder administration af alle fælles udgifter.

§ 3 Medlemskab

Enhver ejer af parceller i ”Villabyen Landlyst” har tinglyst pligt til at være medlem af foreningen og til at betale det fastsatte kontingent til denne.

§ 4 Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Afstemning:
Stemmeret har medlemmer, der er fremmødt personligt eller er repræsenteret ved en af bestyrelsen godkendt fuldmagt. Ingen kan ved fuldmagt repræsentere mere end 10 medlemmer. Afstemning skal foregå skriftlig, hvis dette forlanges. Ved skriftlig afstemning vælges et stemmeudvalg på 3 personer. Der kan kun afgives en stemme pr. parcel.

§ 5 Ordinær generalforsamling

Afholdelse:
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.

Indkaldelse:
Ordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

– Valg af dirigent
– Mandaternes prøvelse
– Bestyrelsens beretning
– Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
– Budget, herunder fastsættelse af kontingent for det kommende år samt fastsættelse af kassererens rådighedsbeløb.
– Valg jf. §8
– Eventuelt

Indkomne forslag skal være formanden i hænde senest 10. februar. Indkomne forslag skal fremgå af dagsordenen eller foreligge som bilag til denne.

Afstemning:
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de repræsenteredes antal. Beslutninger træffes ved simpelt flertal.

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling.

Afholdelse
Ekstraordinær generalforsamling afholdes:

– når bestyrelsen finder det nødvendigt
– når mindst 10 medlemmer skriftligt begærer det. Begæringen skal indeholde motiveret dagsorden

Indkaldelse
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 8 dages varsel og afholdes senest 4 uger efter begæringens fremsættelse.

Dagsordenen
Dagsorden for ekstraordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

– Valg af dirigent
– Mandaternes prøvelse
– Valg af stemmeudvalg
– Motiveret dagsorden

Afstemning
Ekstraordinær generalforsamling er beslutningsdygtig, når mindst 50% af foreningens medlemmer er repræsenteret. Beslutninger træffes, når mindst 2/3 af de således repræsenterede stemmer herfor. Såfremt kravet om, at 50% af foreningens medlemmer skal være repræsenteret ikke er opfyldt, indkaldes til ny ekstraordinær generalforsamling med uændret dagsorden. Beslutninger træffes da ved simpelt flertal uanset de repræsenteredes antal.

§ 7 Vedtægtsændringer

Forslag til vedtægtsændringer skal klart fremgå af dagsordenen til generalforsamlingen, og forslagene skal udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Til vedtægtsændringer kræves, at mindst 50% af foreningens medlemmer er repræsenterede, og at mindst 2/3 af de således repræsenterede medlemmer vedtager ændringsforslagene. Såfremt kravet om, at 50% af foreningens medlemmer skal være repræsenterede ikke er opfyldt, men ændringsforslagene opnår 2/3 af de af givne stemmer, kan ændringsforslagene endeligt vedtages på en ny generalforsamling ved simpelt flertal uanset de repræsenterede medlemmers antal. En sådan anden behandling skal finde sted inden for 4 uger og skal indkaldes skriftligt med mindst 8 dages varsel.

§ 8 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, Formand, kasserer og 3 repræsentanter. Kun medlemmer af foreningen er valgbare til bestyrelsen.

Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år, således at formanden, 2 repræsentanter og 1. suppleant vælges i ulige år. Kasserer, en repræsentant og 2. suppleant vælges i lige år. Ligeledes for 2 år vælges en revisor i lige år, og en revisor suppleant i ulige år. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger sekretær. Sekretæren udarbejder referat af bestyrelsesmøderne. Sekretæren udarbejder ligeledes referat af generalforsamlingen. Referatet udsendes til samtlige medlemmer senest 2 måneder efter generalforsamlingen.

Kassereren fører en medlemsfortegnelse.

Såfremt formanden eller kassereren fratræder i en valgperiode, vælger bestyrelsen af sin midte en midlertidig formand/kasserer, som fungerer indtil den ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er til stede. I tilfælde af stemmelighed udgør formandens stemme udfaldet.

Formanden – i dennes forfald sekretæren – og et bestyrelsesmedlem tegner foreningen overfor tredjemand. Overfor Postgiro har kassereren tegningsret. Overfor pengeinstitut har bestyrelsesformand og kassereren tegningsret i forening. Kassereren har tegningsret til at overføre penge mellem driftskonto og vejfondskonto.

Bestyrelsen forestår bl.a. vedligeholdelsen af de private veje og fortove i foreningens område. Bestyrelsen kan træffe beslutning om udførelse og igangsættelse af almindelige årligt tilbagevendende reparations- og vedligeholdelsesarbejder af veje og fortove samt arbejder i forbindelse med uopsættelige skader.

Såfremt prisen for udførelse af det af bestyrelsens igangsatte vedligeholdelsesarbejde overstiger formuen på vejkontoen, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med det formål at fremskaffe midler til vejarbejdet.

Store gennemgribende reparations- og anlægsarbejder skal besluttes på enten ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

§ 9 Kontingent

Kontingent fastsættes af generalforsamlingen. Bestyrelsens forslag til kontingent skal fremgå af indkaldelse til generalforsamlingen. Kontingent skal være indbetalt til foreningen senest 1. august.

Kontingentet består af to særskilte størrelser, nemlig kontingent til den ordinære drift og til vejfonden. Kontingent for ordinær drift og for vejfond indsættes på særskilte konti. Formue på konto for vejfond kan udelukkende bruges til forbedring og reparation af foreningens veje og fortove.

Restancer må ikke forekomme, da det er misligholdelse af skødet. Ved restancer er foreningen berettiget til at opkræve morarenter efter skriftligt påkrav, og foreningen er berettiget til at inddrive restancer og omkostninger til inkasso. Restancer til blive oplyst i årsregnskabet. Restancer medfører tab af vedtægtsmæssige rettigheder herunder stemmeret.

§ 10 Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Kassereren fører en autoriseret kassebog. Foreningens regnskab skal forevises på bestyrelsesmøderne samt for formanden, når denne ønsker det.

Kassererens beholdning må ikke overstige et beløb, der fastsættes af generalforsamlingen.

Kapitalen anbringes på en for foreningen forsvarlig og betryggende måde.

I regnskabets aktiver vises formuerne for ordinær drift og for vejfond særskilt.

Revisoren skal til betryggelse for foreningens medlemmer revidere regnskabet såvel kritisk som talmæssigt. Revisor skal underskrive regnskabet efter endt revision, samt forelægge revisionsbetænkning på førstkommende generalforsamling. Det reviderede regnskab forelægges bestyrelsen til godkendelse før generalforsamlingen afholdes.

§ 11 Ejerskifte

Ingen har ved afhændelse af sin ejendom andel i foreningens formue eller hæfter for den gæld.

Ved ejerskifte påhviler det den nye ejer inden 14 dage efter ejerskiftet at give kassereren meddelelse herom.

§ 12 Medlemmernes pligter

Ethvert medlem er pligtig til at holde det halve vejareal med fortov rent uden for sin parcel, samt sørge for passende indhegning af parcellen.

Hvis et medlem foretager opgravningsarbejde, er medlemmet forpligtet til at udbedre vej og fortov efter arbejdets udførelse.

Misligholder et medlem sin vedligeholdelsespligt, så vej eller fortov skal repareres som følge heraf, er foreningen berettiget til at lade reparationsarbejdet udføre for medlemmets regning.

§ 13 Fællesareal

Foreningen råder over et fællesareal matrikkel nr. 3162. Generalforsamlingen træffer beslutning om arealets anvendelse.

§ 14 Foreningens opløsning

Foreningen kan opløses efter de i §7 anførte regler, såfremt forudsætningerne herfor er til stede, herunder at tinglyst medlemspligt er aflyst i samtlige medlemmers skøder.

Såfremt generalforsamlingen vedtager at opløse foreningen, træffer generalforsamlingen derefter beslutning om foreningens formue.

Vedtægter besluttet på ekstraordinær generalforsamling den 10. april 2001.