Vores lokale ræve er begyndt at formere sig. Og mange ræve kan godt blive en udfordring. Der er derfor i G/F Fredenshøj og G/F Landlyst nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på etisk forsvarlig regulering af ræve i området.
Ræven er ikke af nyere dato, men har været i området i mere end et års tid. Antallet er nu vokset, og består minimum af en familie med tre ræveunger.
De fleste opfatter ræven som en hyggelig gæst, når der blot er tale om en enkelt eller to. Men når de bliver for mange, kan de udvikle skab – en slags fnat, som også kan smitte hunde. Desuden er de dygtige til at grave – og formerer sig på grunde hvor de lades i fred.
Ræve er ikke farlige for mennesker, katte eller hunde, jf. naturstyrelsen. Deres primære fødekilde er mus og fugle. De er dog opportunister og søger de nemme måltider, fx fra skrald og fuglefoder. Og så tager de gerne høns og kaniner hvis de kan komme til det. Jo mere føde de kan finde i et område, desto mere vil de formere sig.
Der er henover sommeren set ræveunger i området og nogle har fundet rævehuller (dog ikke en rævehule). Der er derfor nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på hvordan der kan ske en etisk forsvarlig regulering i antallet af ræve.
Vi er blevet kontaktet af bestyrelsen i Fredenshøj, og vi har aftalt, at vi regulerer antallet af ræve sammen. Vi forventer, at regulering af rævene vil ske ved opstilling af fælder i løbet af efteråret – i samarbejde med en lokal jagtforening.
Hvis du har fundet en rævehule eller blot har fundet større gravede huller i din have, så er vi interesseret i at høre fra dig. Kontakt i så fald bestyrelsen via hjemmesiden.
Du kan læse mere om ræven her:
Danmarks Naturfredningsforening
Miljø- og Fødevareministeriet