Kære alle medlemmer i G/F Villabyen Landlyst
Fastelavn rimer på ’er mit navn’, men det rimer desværre ikke på Corona… Så årets traditionelle fastelavnsfest i grundejerforeningen må vi aflyse 🙁
Men i håbet om at vi alligevel kan skabe lidt fastelavnsglæde for børn og barnlige sjæle rundt i parcellerne, har vi valgt at lave en lille fejring på Landlysts nye Facebookside 🙂
Tanken er, at du tager et billede af dig selv i fastelavnsudklædning og lægger det på grundejerforeningens Facebookside, så giver vi en fastelavnsbolle fra Lagkagehuset, Amager Strand.
Det er meget simpelt:
1) Inden 14. februar: Hvis ikke du allerede er medlem af grundejerforeningens Facebookgruppe, så skynd dig at blive tilmeldt! (søg på ’G/F Landlyst – Amager’ på Facebook)
2) Søndag 14. februar: Upload et billede af dig/din familie i udklædt tilstand i vores Facebookgruppe (kun personer, der bor på din parcel i foreningen kan deltage).
3) 16.-21. februar: Hent en fastelavnsbolle per udklædt person på billedet hos Lagkagehuset på Amager Strand. Den 16.-21. februar kan du få udleveret din parcels fastelavnsboller hos Lagkagehuset på Amager Stand ved at fortælle, at I har deltaget i Grundejerforeningen Villabyen Landlysts fastelavnsfest, og så sige navnet på den person, der lavede jeres Facebook-opslag. Der er frit valg imellem fastelavnsbollerne.
Vi håber, at billederne og fastelavnsbollerne kan skabe lidt glæde i denne tid, hvor vi desværre ikke kan mødes om tønderne og kakaoen.
Mange hilsner fra Fastelavnsudvalget
NB: Ønsker du at deltage i fastelavnsløjerne uden at dele dit billede på Facebook, kan du sende billede af dig og evt. din udklædte familie til bo@analogi.dk, så er du/I også med i fastelavnsløjerne og kan hente fastelavnsboller.