Generalforsamling 2015 – referat

REFERAT AF ORDINÆR GENERALFORSAMLING I G/F VILLABYEN LANDLYST

Søndag 15. marts 2015 kl. 11.00 i restauranten i Sundby Sejl, Amager Strandvej 15

Dagsorden

  1. Valg af dirigent
  2. Mandaternes prøvelse
  3. Bestyrelsens beretning
  4. Regnskab for 2014 forelægges til godkendelse
  1. Indkomne forslag – der er ingen indkomne forslag.

Bestyrelsen foreslår

  • Forslag om afholdelse af sommerfest med budget på ca. 30.000 og delvis deltagerbetaling
  • Forslag om fortsættelse af snerydningsaftale – rydning og saltning af fortove (ca. 20.000 kr.)
  • ”Hold grundejerforeningen ren” aktion
  • Honorar til bestyrelsen for 2014 foreslås som følger
    • Formand, kasserer og sekretær – 3.000 kr
    • vrige medlemmer – 1500 kr
  1. Godkendelse af budget for 2014 og fastsættelse af kontingent for 2015
  2. Valg af bestyrelsesmedlemmer, jvf vedtægternes § 8
  • Christin Tuxen –
  • Bjarne Ackey – modtager genvalg
  • Ole Wenkens – modtager genvalg
  • Vi har 1. suppleant, men mangler 2. suppleant
  1. Valg af revisor – bestyrelsen foreslår Lars Clink, Marsalavej 30
  2. Eventuelt herunder præsentation af foreningens hjemmeside, gf-landlyst.dk

Ad 1)

Bestyrelsen foreslog Bjarne Ackey som dirigent og Bjarne blev enstemmigt valgt. Bjarne konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, idet vedtægterne tilsiger, at indkaldelsen skulle være medlemmerne i hænde senest 14 dage inden afholdelsen, hvilket har været gældende.

Ad 2)

Mandaterne blev optalt, og der var mødt 22 stemmeberettigede parceller op.

Bjarne overgav herefter ordet til formanden Ole Wenkens.

Ad 3)

Bestyrelsens beretning blev herefter gennemgået, jfr. nedenfor:

Bestyrelsens beretning på generalforsamlingen i Grundejerforeningen Villabyen Landlyst. 15. marts 2015

Vi har i indeværende år oplevet, at ejendomme skifter ejer eller ejendomme især efter ejerskifte bliver renoveret. Det er ganske sundt for et hus, at der kommer nye ejere. Det er det også for området, for med nye ejere kommer der ofte også børn, hvilket skaber liv og stemning på det ellers lidt satte område.

Foreningsåret har været stille og roligt og alligevel ikke. Vi har haft en stor og alvorlig sag samt ikke mindst ressourcekrævende udskiftning af vejbrønd på Marsalavej. Næsten ingen beboere omkring den havde bemærket uråd, men et af vore nye medlemmer gjorde mig opmærksom på, at der var et lille hul i vejen.

Ved nærmere lokalisering viste det sig at være i omkreds af en tennisbold, så jeg tænkte, at jeg da lige kunne smide en lille spand perlesten i hullet og fylde det det op. Ak nej, de forsvandt ned i det store hul, hvorfor jeg sporenstregs kontaktede DONG. Jeg tænkte, at der var hul i hovedkloakledningen. DONG foretog kikkertfotografering og fandt ud af, at det var en vejbrøndsledning, som var gået i stykker. Da entreprenøren ankom, konstaterede han, at også selve vejbrønden var gået i stykker.

I Trafik og miljøforvaltningen sidder der nogle dygtige kvinder, som straks skrev til os, det vil sige, grundejerne omkring vejbrønden og formanden for grundejerforeningen. Med loven bag sig ville de så have os til at betale. Jeg ville jo gerne den enkelte grundejers forsikring til at spytte i kassen, men forsikringsselskabernes ansvar ophører ved havelågen for ledningernes vedkommende. I grundejerforeningen holdt vi efterfølgende flere møder og blev enige om, at foreningen skulle betale ud fra devisen, at en lignende skade kan ramme os alle, så vi hæfter solidarisk. Det er jo også derfor, at vi har en grundejerforening.

Nabohjælp

Vi har længe haft et stort ønske om at få sat skilte op om Nabohjælp. Vi har diskuteret ønsket på flere generalforsamlinger og fået tilslutning til det. Nu sidder de på plads både ved indkørslen til vore veje og nabogrundejerforeningen Fredenshøj.

Fastelavn

Fastelavnsfesten blev holdt på skolen 22. februar med en masse festklædte deltagere. Vi kvitterer med stor tak til arrangørerne og takker ligeså skolen for udlån af lokaler.

Sommerfest

Sommerfesten sidste år i august var endnu en gang en stor succes med masser af glade beboere, som var mødt op med godt humør i strålende solskinsvejr. Festudvalget havde knoklet for at få alt til at klappe og det lykkedes endnu en gang med mad og drikke samt kaffevogn og hoppeborg til de små. Desværre ønsker udvalget nogle nye kræfter efter de mange sommerfester, så vi efterlyser medlemmer til et nyt festudvalg. Vi takker udvalget af hjertet for de mange timers indsats til at gøre denne dag til noget særligt for alle os almindelige deltagere.

Trafikregulering

Det er en sag, som optager os særdeles meget og sidste på generalforsamlingen, drøftede vi også punktet. Bestyrelsen har efterfølgende rette henvendelse til Trafik- og Miljøforvaltningen for at få råd og vejledning til at få den mest hensigtsmæssige skiltning, men de dygtige kvinder i forvaltningen har sendt sagen videre – men vi har intet hørt senere. Vi har herfra påpeget problemer med skiltning ved Samosvej, Marsalavej og den blinde vej ved skolen. I den forbindelse anmoder vi alle medlemmer om at overholde færdselsreglerne og respektere, at der indkørsel forbudt for motorkøretøjer ad Samosvej til Marsalavej.                     Skiltningen optager også vores nabogrundejerforening meget. Vi har deltaget i møder med den. Herfra ønskes et stort bump ved gennemkørslen af Italiensvej, gerne garneret med en oplyst fodgængerovergang som ved Samosvej på Engvej. Mange bilisters fart på italiensvej opfattes som faretruende for trafiksikkerheden. Denne forening vil også gerne have bump på Marsalavej, da trafikken igennem denne vej til skolen kan være voldsom og med stor fart især om morgenen og eftermiddagen samtidig med, at vejen er den smalleste i grundejerforeningen. Vi støtter dem i at få bump på Italiensvej, men har ikke givet tilslutning til bump på Marsalavej. Vi havde i foreningen den selv samme drøftelse og havde vanskeligheder ved at udpege steder, hvor bumpet kunne placeres. Selv de enkle bump med en slange af komposit materiale er ikke uden problemer, idet cyklister kan være uheldige og falde over den.

Rensning af kloakker

Vi betaler for en årlig rensning af kloakkerne. Der kommer brev ud et par uger i forvejen, så man bedes venligst ikke parkere til ulempe. Vi skal også understrege, at de kun er beregnet til regnvand og ikke grus, sten osv. Det koster dyrt at få renset de ting op. Vi anmoder også alle om at holde fortov og rendesten rene, så virker kloakkerne bedst. Netop det at holde grundejerforeningen ren og pæn tager vi op med at forslag senere på generalforsamlingen.

Træer og hegn

Det er jo som bekendt dejligt at have en have, især om sommeren, når man kan ligge i solen eller i skyggen og nyde livet. Men vær venlig at se til, at dine træer ikke forhindrer dine naboer at nyde deres haver i samme omfang, fordi dine træer er så høje eller store i omfang. Derfor kan det være en god anledning til at tale med naboen om blandt andet træernes omfang.

Snerydning

I denne vinter har firmaet også tjent på os og ikke omvendt, men sådan er det jo. Aftalen lyder på, at firmaet rykker ud, når der er faldet 1 cm sne, og der skal være ryddet inden for 3 timer efter sidste snefald. Er du i tvivl eller utilfreds med arbejdet, skal du rette henvendelse til Vivi Handberg i foreningen. Hun er vores kontaktperson til firmaet. Vi har tidligere drøftet, om vi skulle skifte til et andet firma, men det er ikke gjort, selvom vi er åbne for at prøve andre.

Fjernelse af luftledninger

Omsider fik vi skiftet luftledningerne på Samosvej og Mantuavej. Genopretningen af fortovene er ikke tilfredsstillende, hvilket er påpeget over for DONG. Vi er blevet lovet, at alle skaderne vil blive udbedret i dette år. Vores kontaktperson er Vivi Handberg fra bestyrelsen.

Gadebelysning

Elmasterne står nu tilbage med kabler til vejbelysningen. Gadebelysningen vil efter planen blive skiftet over de næste år og vil blive betalt af Københavns Kommune. Herefter er det slut med luftledningerne. Københavns kommune betaler fortsat for strømmen. Vi har oplysningerne fra Sundbyernes Grundejerfællesskab.

Redskaber

Foreningen har i tidens løb indkøbt forskellige redskaber, som man kunne lån mod at opbevare dem til en anden grundejer skulle bruge og opbevare dem. Christin har forsøgt at få et overblik, men har savnet tilkendegivelser fra de ”opbevarende medlemmer”, så vi er ikke sikre på, hvor de enkelte redskaber er placeret.

Hjemmesiden.

Det er efterhånden en del år siden, at Henning fra Mantuavej lavede vores hjemmeside. Han efterlyste medlemmer, som sammen med ham ville udbygge arbejdet. Desværre gik det lidt i stå. Et driftigt medlem af bestyrelsen har efterfølgende haft kontakt med et firma, som specialiserer sig i hjemmesider for blandt andet Grundejer- og ejerlejlighedsforeninger. Ideen er, at alle medlemmer skal finde alle de nødvendige oplysninger vedrørende foreningen på. Det er jo ikke gratis, og selvom vi tidligere har fået en generalforsamlings accept til at lave hjemmesider, blev medlemmerne spurgt. Herfra fik vi kun nyttige svar, som bestyrkede os i at fortsætte arbejde med hjemmesiden, og vi glæder os til at præsentere siderne. Vi håber, at I alle vil tilmelde jer nyhedsbrevet, hvis I ikke allerede modtager det. Det betyder også, at jeg kan slippe for at køre rundt med papirudgaver af meddelelser.

Afslutning

Som sagt har det været et stille foreningsår med nogle få og hyggelige bestyrelsesmøder hjemme hos os selv. De kommende år ser også ud til at blive rolige. Men nu hvor der er kommet nye beboere til foreningen, kommer der ofte nye ideer til at gøre området endnu mere attraktivt. Christin fra bestyrelsen har annonceret, at hun i denne omgang ønsker pause fra bestyrelsesarbejdet. Den øvrige bestyrelse vil takke hende mange gange for konstruktivt samarbejde og tak for nytårshilsner, breve til skolen, TMF og ikke mindst regnskabet og placering af vore midler. Så der er pladser til nye medlemmer i bestyrelsen, herom senere på generalforsamlingen.

Med disse ord videregav Formanden beretningen til generalforsamlingens drøftelser og stillingtagen.

Vi drøftede følgende punkter i forlængelse af Bestyrelsens beretning:

  • Erhvervsbiler henstilles til parkering i beboernes indkørsler, alternativt på Italiensvej
  • Christin efterlyste endnu engang vore redskaber, og bad medlemmerne om at maile til hende, så vi kan få styr på, hvem der har hvad.
  • E-mails fremsendelse fungerer nu, idet der således kun er 1 medlem der ikke er med (ældre medlem) på listen.
  • Vi drøftede den ødelagte kloak, der sidste år kostede Foreningen ca.kr.50.000, og alle var enige om, at det var fornuftigt, at Foreningen betalte reparationen af denne.
  • Frank, Marsalavej nævnte successen med Loppemarkederne, og sagde, at næste Loppemarked på Italiensvej bliver sidste weekend i maj eller i starten af juni.

Bestyrelsens beretning blev herefter enstemmigt vedtaget.

Ad 4)

Christin fremlagde regnskab/budget på Bestyrelsens vegne, og det blev præciseret, at vi nu først beregner indtægten for vor obligationsportefølje, når udbyttet er indgået på Foreningens konto.

Regnskabet blev således godkendt.

Ad 5)

Sommerfesten blev drøftet, idet Bestyrelsen lægger op til en mindre egenbetaling. Dette skyldes, at der sidste år var en del, der ikke mødte op, og at vi således har ”betalt” ekstra for disse personer.

Dette blev vedtaget, idet Sommerfestudvalget nu består af Vivi og Egon, Marsalavej 13, Berit, Samosvej 49 og Laila, Samosvej 59 med mulighed for supplering.

Vi drøftede Snerydningsaftalen, og der var flere kritiske røster, bl.a. omkring saltningen, og at firmaet først kommer, når der er over 1 cm. sne. Bestyrelsen vil ved næste genforhandling i november forespørge andre firmaer om tilbud. Ellers blev snerydning og saltning vedtaget med 18 for og 4 imod.

Vi drøftede ”Hold grundejerforeningen ren aktion”, hvilket blev vedtaget med 20 for. Christin, Frank og Laila blev valgt til udvalget

Honorar til bestyrelsens medlemmer blev vedtaget.

Ad 6)

Vi drøftede budgettet, for og imod kontingentindbetaling sammenholdt med sommerfesten og vedligeholdelse af vores veje, og det blev vedtaget, at der ikke skal betales kontingent i 2015, og at vi opkræver et mindre beløb for deltagelse i sommerfesten.

Ad 7)

Laila, Samosvej 59 og Berit, Samosvej 49 blev valgt til suppleanter (1. og 2.) til Bestyrelsen, idet Christin har valgt at udtræde. Rikke, Mantuavej 25, er herefter medlem af bestyrelsen og ikke længere suppleant.

Ad 8)

Lars Clink, Marsalavej 30 blev enstemmig genvalgt som Foreningens revisor.

Ad 9)

Rikke fra Bestyrelsen præsenterede Foreningens hjemmeside.

Ole nævnte slutteligt, at Foreningen har Jubilæum i 2018, og efterlyste i denne forbindelse, at der måske var nogle af Foreningens medlemmer, der kunne udarbejde et Festskrift. Dette punkt vil blive taget op igen på et senere tidspunkt.